Xirex LiquiPLEX & LiquiTOP
|
Vi havde for noget tid siden, en nyhed om at en ny vandkølingsproducent var kommet på markedet, og vi har været så heldige at kunne se lidt på et par produkter fra dem allerede nu.
Det vi skal se på, er 2 toppe til den meget populære pumpe til vandkøling, som hedder Laing DCC. Pumpen fås i flere forskellige udgaver, hvor ydelsen, altså antal liter i timen, er til forskel. Men da pumperne er ens, og kun har ydelsen til forskel, så passer de toppene vi skal se på, på dem alle sammen.
Som sagt er Laing pumpen meget udbredt, nok fordi den har super gode egenskaber som høj løftehøjde, høj ydelse og så er den ret kompakt. Da den er så populær og nem at skifte top på, så har en del forskellige producenter lavet deres egne toppe, ikke fordi Laing pumpen som standard ikke har nogen top, for det har den selvfølgelig, men den er ret kedelig for at sige det rent ud.
 Illustration 1
Xirex har valgt at bruge denne kvalitetspumpe i sammensætning med deres øvrige produkter, så de har selvfølgelig også lavet deres egne Laing toppe. Og herover ser vi de 2 toppe vi skal se på, hvor vi har en lille top med navnet LiquiTOP, og så har vi en større top med indbygget reservoir med navnet LiquiPLEX.
 Illustration 2
Her har vi først den mindste af toppene, som "kun" er en top. Begge toppe er lavet i plexiglas, og man kan derfor se direkte ind i pumpen og se væsken deri. I toppen har vi indgangshullet hvor vandet kommer ind i pumpen. Hvordan pumpen fungerer kigger vi på lidt senere, hvor vi viser selve pumpen også.
På siden er toppen er udgangshullet, og det er her vandet kommer ud med ret stor kraft fra den relativt lille pumpe som med top har en højde på 45mm, og en bredde på 60mm. De 2 forskellige huller er markeret med et I og et O, sandsynligvis til instruktions formål.
 Illustration 3
Den store top er noget større og har sammen med pumpen en samlet højde på 115mm. Den har indbygget reservoir, som ganske enkelt betyder at der er indbygget en vandtank i toppen. Et reservoir har 2 basale funktioner, hvor den ene er at opsamle luft i systemet, og den anden funktion er at sørge for der er lidt væske at tage af, for der forsvinder hele tiden en lille smule vand som fordamper ud gennem slangerne. Det fungerer på samme måde som vores hud kan optage creme, men vandet kommer ud i så små mængder så det ikke er skadeligt for vores hardware.
De 4 skruer i toppen holder låget som skal afmonteres for at fylde vand på systemet, og låget er ganske enkelt tætnet med en gummiring som holder tanken helt tæt. På LiquiPLEX toppen her, har vi både ind og udgangs hullerne på siden, for her får pumpen vand fra selve tanken.
 Illustration 4
Her har vi fat i selve pumpen, hvor den originale top er afmonteret, og så er vi faktisk klar til at montere Xirex toppene. Den blå den på toppen er den roterende del, og man kan lige skelne nogle små huller som går ind i den blå skive.
Vandet kommer nemlig ind igennem hullet i midten af den blå skive, og da denne skive drejer hurtigt rundt, slynges vandet ud til siderne og ud af udgangshullet på toppene.
 Illustration 5
Her hvor den lille top er monteret, kan man nemmere få en ide om hvordan sådan en pumpe virker, for her kan vi jo bekvemt nok se ind i pumpen, og samtidig se hvordan toppen er udformet indvendigt.
Som sagt, så slynges vandet rundt af den blå skive hvor vandet kommer ind af hullet i midten. Skiven har huller fra midten og ud til siderne, hele vejen rundt og det er her vandet slynges ud på grund af centrifugalkraften. På den måde skaber pumpen et tryk, og der er jo altså kun en vej det kan komme ud, og der er af kanalen som fører ud til udgangshullet på toppen.
Selve toppen er jo egentlig ret simpel i sin udformning, men den har fine affasede hjørner som følger pumpens design, og toppens ydre er fint poleret så vi kan se ind.
 Illustration 6
Her hvor LiquiPLEX toppen er kommet på, har vi også lavet et kredsløb så vi kunne få lidt vand på. Og jeg kan jo godt nok kun tale for mig selv, men jeg er helt vild med at man kan se væsken alle steder, naturligvis kun så længe den holder sig i kredsløbet ;)
Det er ikke besværligt at fylde vand på tanken, men dog heller ikke helt nemt. Der skal løsnes 4 skruer som holder låget fast på toppen, og så kan man ellers fylde på. En stor gummiring sørger for at det hele holdes fint tæt, så ved korrekt montering er faren for utæthed stort set 0.
Testen
Testen vi laver denne gang er ret simpel. Da vi indtil videre kun har toppe til rådighed, er det meget begrænset hvad vi egentlig kan teste. Men vi tester selvfølgelig deres anvendelighed, ved at lave et kredsløb så vi kan se hvordan, og om de virker som forventet.
 Illustration 7
Her hvor vi tændte for pumpen skete der straks ting og sager. Et af formålene med tanken, er jo at fange luft i systemet, så det ikke fortsætter rundt i al evighed, for det kan mindske køle evnen og det laver ofte en del støj.
Som man nok kan se på billedet, så er vandlinjen i toppen af reservoiret ikke længere klar. Faktisk kan man ikke sige at der er nogen linje, for vandet kommer piskende ind i tanken med så stor kraft, at det pisker luft og vand rundt.
Da vi har god kontakt til manden som rent faktisk har designet toppene, så har vi naturligvis forhørt os om dette problem, og de har samme problem med kredsløb med lav modstand, som vi havde i vores opsætning. Men med CPU block, radiator og den ultra tynde block til grafikkort, som Xirex har lavet, får man modstand nok i kredsløbet til at toppen kører perfekt.
Men man kan lave et lille trick, som er set med andre vandkølingsprodukter. Det involverer lidt skumgummi som f.eks. også er brugt i nogle almindelige reservoirs til at hindre turbulens, som vi også så i LiquiPLEX toppen her. Man laver ganske enkelt et stykke skumgummi som passer ned i tanken, og vandet kan jo sagtens flyde igennem skumgummiet, men luften følger ikke med. Så på den måde hindrer man at de kommer med rundt i kredsløbet igen. Dog vil man stadig have turbulens i toppen, som kan give en smule støj alt efter hvor meget modstand man har i sit kredsløb.
 Illustration 8
Metoden med skumgummi er okay hvis det skumgummi man bruger, ikke er alt for ellers så sænker det flowet en del, med mindre man former det på en speciel måde.
Men jeg har rodet lidt med nogle andre muligheder, som faktisk er lige så nemme, hvis ikke nemmere fordi man gerne skulle have noget af det lige ved hånden. Problemet er jo at vandet kommer ind i tanken så tæt på overfalden, så luften piskes ned i vandet og kommer med rundt i systemet. Og her er det totalt lige meget hvor meget vand man putter i. Er der kun en enkelt lille perle af luft tilbage, så har man stadigvæk problemet.
Så derfor har jeg lavet 2 løsninger, som faktisk virker helt perfekt. Den bedste gør brug af det lille stykke slange som ses herover.
 Illustration 9
Her hvor det er monteret, er det nemmere at se ideen med det. Den lille stump slange er skåret til, så den kan stå i en bue ned mod bunden af reservoiret. Slangen er skåret skrå i top enden, så den passer lige ind i hullet hvor vandet kommer ind. Her er samlingen overhovedet ikke tæt, men det er tæt nok til at lede størstedelen af flowet væk fra overfladen.
Hullerne i slangen er så selvfølgelig til, for at vandet skal kunne strømme frit ud, og hullerne gør også at slangen nemmere kan bukkes så den står rigtigt. En super nem og ikke mindst effektiv løsning, for selv om bobler bliver skyllet ud direkte ved indsuget til pumpen, så er der stadig så meget røre i vandet at mange bobler stiger til overfalden. Og efter et par minutter er alle bobler ude af systemet.
 Illustration 10
Her er en anden mulighed hvor jeg har brugt et stykke af den super store Masterkleer slange, som har en ydre diameter tæt på 16mm. Den kan nemlig dække over hele hullet hvor vandet kommer ind i reservoiret, men her skal man så skære slangen godt til, for at den passer nogenlunde i kurven rundt i reservoiret.
Her er der bare skåret et enkelt stort hul i midten af slangen, og den er vendt så det peger nedad, så vandet ledes ned og væk fra overfladen.
Denne løsning virker også rigtig godt, men som man kan se på billedet så skylles vandet stadig lidt op af siden på tanken, men stadigvæk kun så lidt så man faktisk kan køre uden låg på.
Hvor kan Xirex LiquiTOP og LiquiPLEX købes
Da Xirex kun for kort tid siden er sprunget i vandet, kan man ikke få deres produkter så mange steder endnu. De har dog produkterne i deres egen web shop , og Xirex er beliggende i Tyskland så vi ligger så tæt på at det godt kan betale sig at bestille derfra.
Ser vi på LiqiuTOP så ligger en til godt 20Euro, som svarer en til 140kr som faktisk er i den billige ende af toppe til Laing pumpen, men fragten er så lidt dyrere når det er fra Tyskland, så der skal man nok regne med en 90kr i fragt. LiquiPLEX ligger på ca. 50Euro og det giver så en pris på 350 i danske kroner, som er en helt fin pris da det er en stor top, hvor materialet og produktionen koster en del.

Konklusion
Det er første gang vi har set på ting fra Xirex, men som tidligere nævnt så er det også helt friske på markedet. Men de er allerede godt på vej med en masse nye spændende ting, og vi håber selvfølgelig at de kan bidrage med en masse spændende produkter, og skabe lidt mere konkurrence på markedet, som jo kun er til gavn for os forbrugere.
Det er godt nok kun en lille forsmag på ting fra Xirex vi har set på denne gang, men de 2 toppe vi har set på, falder i hvert fald direkte i min egen smag. Det klare og godt forarbejdede plexiglas, giver os mulighed for at kigge direkte ind til pumpen.
Den lille top som hedder LiquiTOP, er jo i bund og grund ret simpel, og der er derfor ikke så meget at fortælle om den, andet end at den virker helt perfekt som den skal. Og har til og med også et ret fedt udseende.
Men vi oplevede lidt problemer med LiquiPLEX toppen, som jo har indbygget reservoir. Her kommer vandet så hurtigt ind, at vandet piskes så meget rundt at der dannes en masse bobler i vandet, som løber med rundt i systemet. Og det er en ting som man helt sikker vil undgå, både fordi det ikke er så godt for ydelsen, men det larmer også en del i pumpen når der kommer luft med.
Vi har snakket med designeren af toppene om dette, og toppen er ganske enkelt designet med henblik på brug af kølehoveder med rimelig høj modstand, så derfor kommer vandet ikke så hurtigt ind i reservoiret, så der dannes nye bobler. Ved brug af kølehoveder med lav modstand, havde de samme problem som de havde løst ved at lægge noget skumgummi i bunden af reservoiret, som så hindrer at bobler suges med rundt med der vil dog stadig være bobler i toppen.
Dette forsøgte vi så at løse på en bedre måde, og vi ville lede vandet væk fra overfladen, så trykket ikke kan piske nye bobler rundt. Ved at bruge lidt slange fik vi klaret problemerne, og så virker toppen helt perfekt. I begge vores forsøg lykkedes det os at skabe så meget ro i reservoiret at man faktisk kan tage låget af, uden at noget af vandet løber ud.
Men vi håber på at vi senere kan teste videre på toppene her, med nogle komplette sæt af komponenter fra Xirex.
Xirex LiquiTOP

| Xirex toppene vi har set på her, har klaret sig lidt forskelligt. LiquiTOP toppen var der overhovedet ingen problemer med. Den er nem at montere, og da det er et simpelt produkt, er der ikke så meget der kan gå galt. Toppen er fint forarbejdet og poleret, så vi kan kigge direkte ind på pumpen og se den kører. LiquiTOP toppen lander på 90 point, da den en enkel og nem, den virker perfekt og ser cool ud. Scoren stopper på 90 point, da prisen endnu er ukendt, og der findes mange alternativer til den meget populære Laing DCC pumpe, så prisen er meget vigtig. |
Xirex LiquiPLEX

| LiquiPLEX havde vi lidt problemer med at få til at køre med vores test system. Vores radiator og blokke gav ikke modstand nok, til at reservoiret kunne fungere som det skulle. Det sætter naturligvis lidt begrænsninger, at man skal have bestemte dele for at det kommer til at virke som det skal. Men med ret få midler, fik vi toppen til at fungere perfekt, og den har et virkelig fedt udseende med sine fine polerede overflader. Selv om toppen er designet til brug sammen med Xirex blokke, som har større modstand end vores test setup, så stoppes scoren på 75 point af dette, da man enten er begrænset til at bruge bestemte køleblokke, eller at man laver mindre tilføjelser til toppen. Var problemerne rettet så toppen kunne bruges af alle, så havde vi været oppe omkring 90-100 point, for det er en rigtig fed top. |
Hvad betyder karakteren: Tweak'O'Meter karakter beskrivelse
OBS - Vores bedømmelser er testerens/skribentens personlige oplevelser med produktet, efter dennes egen vurdering, dvs. testeren bestemmer selv de kriterier og argumenter produktet er vurderet ud fra. Det gælder også for karaktergivningen, der er individuel og IKKE kan sammenlignes med andres.
Info - Vores artikler/reviews på produkter SKAL ikke anvendes som købsguider, da vi ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i reviews hvis alt evt. ikke læses. Henviser derfor til at læserne indhenter yderlig information, samt læser andre reviews inden evt. købsbeslutning. TweakUp tager under ingen omstændigheder ansvar for fejlkøb pga. af reviews
|
|
|
| |
|
|
|
Info |
|
Dato:
22.01.08
Forfatter:
Tox
Artikel vist : 4589 gange
|
Anden
Xirex
|
|
|
| |
Oplysning |
Hvad er Tweak'O meter og hvad betyder det overhovedet?
Læs denne guide om vores personlige karakter system for at forstå vores måde at dømme produkterne!
Gammel skala | Ny skala
|
| |
Sprog |
| |
Kommentér |
Klik her for at skrive en kommentar eller læse andres kommentarer
|
|
Kommentér
|
| |
Statistik |
|
|
| |
| | |
|