HP MediaSmart EX 470 Server
|
HP er jo et verdenskendt mærke og de lader heller ikke deres produkter blive stille præsenteret, når de har nogle nye, som skal vises frem. Dog har der ikke været den helt vilde markedsføring omkring denne lille server, som vi skal være sammen med den næste tid, men man har nok set en reklame eller flere for den.
Den har været tilgængelig i et stykke tid, men ikke her i lille Danmark, et land som tit må sidde på anden række når det gælder nyheder, som ofte bliver præsenteret og gjort tilgængelige i andre lande. Men vi har fået et eksemplar af denne server, som er den lille af de 2 modeller som der findes. Den er med en enkelt 500 gb disk og den store er med 1 Terrabyte diskplads (2 x 500 gb).
Media Smart Serveren er en lille enhed, som giver hjemmet mulighed for at centrere alle mediefiler et og samme sted, og som så kan tilgås fra samtlige af hjemmets computere eller fra computere udenfor hjemmet. Sagt med andre ord og meget kort, så er det en Nas server, som har fået Microsofts Home Server Software installeret. Men vi skal se på hvad den egentlig består af og hvordan softwaren er og virker, i hjemmet.
 Illustration 1
Indhold af kassen
Når man får pakket indholdet af kassen ud, som i øvrigt er meget farverigt illustreret med de forskellige finesser, så finder man den lille HP Media Smart Server, et strømkabel, netværkskabel, en plakat med en guidet opsætning, en manual, som også fortæller hvordan man sætter den yderligere op samt problemløsninger, garanti beviser, tre cd’er, som henholdsvis indeholder den software som man skal installere på og via sin pc, en anden med pc restore og den sidste med Server restore.
Alt i alt et udmærket bundle for at komme i gang med det samme man modtager serveren og man skal ikke ud og investere i noget ekstra.
 Illustration 2
HP Media Smart Serveren
Her har vi den så i nærmere øjesyn. Og flot, det er den jo med sit meget stilfulde design, som ikke vil tage sig dårligt ud i en stue. Runder vi udseendet først, så har man i top og bund en aluminiumsfarvet plade, hvor bunden selvfølgeligt er udformet så den står stabilt på et bord eller i en reol. Siderne er højglanspoleret sort akryl med riller, som går frem og henover fronten, som er en låge i hele serveren højde og er beklædt med mesh gitter i sort. I højre side af de 4 riller i fronten er der 4 lange smalle matte stykker akryl, som bliver lyst op med henholdsvis lilla og blåt lys. I den nedre del af lågen har HP deres logo og Windows mærket placeret. Helt nederst i fronten står der også hvad det er for en server og i højre side har man et usb stik for hurtig og nem tilslutning af en ekstra enhed.
Det er også hernede i fronten at man har tre dioder, som lyser hvis der er power på, hvis der forbindelse til netværket og om serveren arbejder som den skal.
 Illustration 3
På bagsiden ser man også et mesh gitter i næsten hele højden og som også har de fire riller. Men det interessante er jo hvad der er af muligheder heromme. Tre styks USB stik har man at gøre godt med, hvis man skulle få brug for at tilslutte ekstra enheder, et enkelt eSATA stik er der også, samt tilslutningen til LAN som kan klare 10/100 eller 1000 mbit og så tilslutning af strøm. Og så er det også heromme at man finder power knappen.
Vi skal også lige en tur rundt om de specifikationer, som den model vi har fået ind her på redaktionen har, og hvilke krav den sætter.
Specifications
Processor:
- AMD 1.8 GHZ 64-bit Sempron processor
Memory:
- 512MB DDR2 DRAM
Network support:
- Connects easily to the home network through a built-in Ethernet port.
- 10/100/1000 (Gigabit) RJ45 Ethernet
- Supports both wired and wireless PCs (via a wireless router)
Interfaces:
- 4 USB 2.0 ports (1 front, 3 back)
- 1 eSATA port (back)
Internal hard drives:
- 1 SATA 7200 RPM, 500GB for EX470 (Denne model vi kigger på)
- 2 SATA 7200 RPM, 1 TB (2 x 500GB) for EX475
- Four hard drive bays for easy expandability
- Additional off the shelf SATA I or II hard drives can be added to expansion bays.
- bays. No tools required.
- Maximum storage capacity
capacity:
- Only limited by number of hard drive bays (4) and USB ports (4). Example: Using 500GB hard drives, maximum 4 terabytes (total supported capacity of all internal and external drives connected to HP MediaSmart Server).
Power:
- Internal universal power supply
Chassis
- The sleek, streamlined micro-tower design is perfect for use in the home office or the living room. Perforated steel exterior panels provide cool, quiet operation.
Dimensions
- UnPackaged: 5.5”(W) x 9.8”(H) x 9.2”(D) (approx.) - 14 cm (W) x 25 cm (H) x 23 cm (D) (approx.)
- Packaged: 15.75”(W) x 9.8”(H) x 14.72”(D) (approx.) - 40 cm (W) x 25 cm (H) x 37.4 cm (D) (approx.)
 Illustration 4
Åbner man så frontlågen, så kommer de fire skuffer til syne. Det er kun den nederste som indeholder en disk på 500 gb. Det giver så mulighed for selv at sætte yderligere tre harddiske i, så man får en masse plads til rådighed. Man skal bruge SATA diske og hvis man også tilslutter diske til USB portene, så kan man opnå en plads på hele fire terrabytes. Det er ganske meget plads til billeder, musik og videoer. Men inden man ser sig om, så render det jo derop af. Det at man kun kan bruge SATA diske gør ikke så meget, det er jo kun lagerplads og så er den hastighed de kan levere jo alt rigeligt.
Diskene er ganske nemme at sætte i skufferne, da det hele foregår uden brug af skruer. Der er dog noget man lige skal være opmærksom på. Har man nu allerede en disk som man gerne vil have i serveren, så sørg for at den er tom inden man sætter den i, for lige så snart man tilføjer den via softwaren, så bliver den formateret.
 Illustration 5
Softwaren
For at man skal få glæde af den, så skal man selvfølgelig installere softwaren, som medfølger. Det klares ganske nemt og foregår fra ens pc og resten forgår så via det lokale netværk og i løbet af en lille halv time til en time, så har man adgang til serveren. I den tid der går fra at man starter installationen og til den er færdig, så er der blevet installeret nogle Microsoft komponenter, opdateringer, HP Mediasmart server komponenter, navngivningen af serveren og man har været igennem opsætningen af administrator oprettelsen.
 Illustration 6
Når man så har overstået alt dette, så kommer vi til den mere sjove del, hvor man skal logge ind på serveren og foretage de sidste opsætninger af brugerkonti og andre generelle indstillinger, som man nu vil røre ved.
Her ved login, så kan man få denne del til at huske hvad for et password man nu bruger til at logge på admin kontoen med, få et password hint eller nulstille password'et.
 Illustration 7
Så er vi kommet ind i serverens opsætning, hvor man starter med en grundlæggende oversigt over opdateringer, fjernstyringsmuligheder, deling af fotos online, hvor kraftig lys der skal være i fronten af serveren, samt indstillinger for iTunes. Alt foregår på engelsk og det er ikke noget problem, da der er masser af hjælp under de forskellige afdelinger.
I toppen har man så fem afdelinger mere, hvor man kan finindstille de forskellige muligheder, som vi så tager herunder i den rækkefølge som de nu er vist i toppen.
Et lille Easter Egg er der også, og som kan få dioderne til at blinke på forskellig vis. Hold Ctrl + alt + shift nede og klik på computeren ved siden af slidebaren til styring af styrken af dioderne. Så kan man få dioderne til at blinke som et juletræ, pulse eller morse.
 Illustration 8
Computers og Backup er en oversigt over de computere der nu er i ens netværk og har softwaren installeret fra den medfølgende cd, som vi kigger på nu. Meningen med denne del er ikke kun at kunne se hvilke computere der er, men at foretage en backup af dem.
Det er jo af gode grunde at der skal tages backup, så man ikke mister noget værdifuldt og da serveren tilbyder denne service og der er plads nok, hvorfor så ikke benytte sig af at være sikker med sine data. Det tager godt nok en hel del tid at foretage denne proces for hver enkelt computer, men når det først er gjort, så er det fremover kun ændringer der bliver lavet en backup af.
Det var så de to mere grundlæggende dele, information og backup. Men den skal jo også kunne tilgås af andre.
 Illustration 9
Den næste del man skal i gang med, er at oprette brugere på serveren og kontoer til disse. Når man går ind i denne del, så popper der en ”Hvad du har behov for at vide og kontoer” op og man gør klogt i lige at læse de forskellige ting. Der er nemlig to forskellige kontotyper, en gæstekonto og så brugerkonto. Det siger sig selv at alle vil have adgang til gæstekontoen, men det er jo ikke sikkert at man har noget som man vil dele med alle og enhver, så der skal oprettes brugerkonti, så privatlivets fred kan opretholdes.
Hvis brugeren skal havde adgang til andet end webfotoalbum, som for eksempel filer med mere, så skal man oprette en stærk adgangskode, som man også vil blive gjort opmærksom på og man kan ikke fortsætte før at dette er lavet og godkendt af opsætningen.
Så skal man bestemme hvilke mapper på serveren, som der skal være adgang til og om der skal være begrænset eller fuld adgang eller slet ingen.
 Illustration 10
Når man så har gjort dette, så kan man få vist hvilke mapper der er delt. Man kan godt tilføje nogle flere, men jeg syntes at dem som der allerede er lavet, dækker godt over de områder, som man skal bruge.
Her ser man navnet, beskrivelse, brugt plads og status, men også om duplikation er on eller off. Duplikation er faktisk et andet ord for raid, for HP beskriver det som at hvis man benytter denne funktion og så et drev går ned, så mister man ikke nogle filer, da de er også er gemt på en anden disk.
 Illustration 11
En oversigt over det eller de drev, som man nu har i serveren, kan man også få i Server Storage delen. Her får vi at vide at den ene disk, som sad i, at dens status er god og at drevet har en kapacitet på 465,76 Gb. Ude i højre side har man en mere detaljeret oversigt over den enkelte disk med total plads og forbrugt plads samt en fin lagkage som viser forbruget i procent. Nedeunder kan man så se hvor meget de enkelte ting optager af plads.
 Illustration 12
En god ting at vide er om ens netværksforbindelse til serveren er god. Men det er nu ikke det hele her. Der bliver også holdt øje med om det er tid til at foretage backup eller hvis der kommer nogle fejl. Så vil det blive vist her som advarelser. Ganske godt at man hele tiden kan følge med i dette og bliver advaret.
 Illustration 13
Men hvor er så alle de andre indstillinger som vi snakkede om? Jo op i højre hjørne og klik på settings, så fremkommer dette lille vindue.
Her kan man indstille generelle ting som dato og tid, opdateringer, tilmelde sig brugeroplevelser samt den velkendte fejlrapportering. Backup har indstillingsfunktioner som start og slut tid, automatisk backup management, om hvor lang tid backup skal gemmes og man kan også slette alle. Under password kan man bestemme hvor stærkt dette skal være samt ændre serverens eget password.
Media Sharing delen giver så mulighed for at vælge hvilken af de tre standard foldere som der skal være adgang til fra en hvilken som helst pc inden for hjemmets fire vægge. De tre standard foldere er musik, billeder og videoer. Remote Acces er så delen der omhandler om hvorvidt serveren skal kunne tilgås udefra. Til det så skal ens router konfigureres så man får forbindelse til serveren og der bliver også testet om routeren er sat korrekt op til dette. Er den ikke det, så får man at vide hvad der skal ændres. Ganske smart. Sidst i denne del vil man også kunne få tildelt et domain name hos HP.
Der findes nogle ekstra tilføjelser til softwaren, som kan give den et mere personligt præg. Disse skal man selv hente og installeres. Det klares alt sammen fra Add-ins delen.
Hardware status venter vi lige lidt med og hopper videre til HP SoftwareUpdates, som meget sigende omhandler om hvorvidt der skal opdateres ellers ej.
Photo Webshare giver mulighed for at ændre settings omkring webshare, om der skal sendes en email når der ændres i billeder, hvem der har adgang til webshare og sidst hvor meget plads der skal bruges til dette område.
Settings for iTunes giver adgang til settings om iTunes serveren skal være aktiveret eller ej, hvad navn den skal have, om der skal være passeord på og hvor tit den selv skal tjekke om der er kommet nyt musik. Der bliver nemlig tjekket på de computere som bruger iTunes som afspiller, og som er tilsluttet serveren.
Til sidst er der ressourcer, som bare fortæller om hvilken version serveren kører og om hvilken hardware der er.
 Illustration 14
Vi sprang Hardware status over før. Den tager vi så nu, for det er nemlig her at man kan tjekke om Software Versionen, bios version og serie nummeret samt om alt står godt til i serveren omkring temperatur og strømforbrug. Serveren har her stået tændt i cirka 3 døgn og det har så givet følgende oplysninger til rådighed. Fans kører som de skal, system og cpu temperaturer er også meget flotte og strømforbruget kan man heller ikke klage over.
Hvis der skulle gå noget galt, så kan man få vist en rød advarselsled på fronten af serveren.
Så man må godt nok sige at man har masser af muligheder for at indstille serveren og konfigurere brugen af den, helt ned til den mindste detalje.
 Illustration 15
Oplevelse og brug
HP har mange spændende produkter og deres nye Media Smart Server er heller ikke nogen undtagelse. Når man snakker servere, så tænker mange på en stor klods som står og larmer henne i hjørnet. Men det er nu ikke tilfældet her, for denne server er så lille og lydløs, at man kan have den stående på sit skrivebord ved siden af sin pc eller laptop, uden at man vil blive generet af den. Udseendet har den jo også med sig. Det flotte sorte design, med det meget behagelige blå lys giver en server, som er pæn at have stående fremme.
Den er ikke så kraftig indvendigt, omkring cpu og mængden af ram, men da det jo er en server, som kun har til det formål at samle digitalt materiale og så streame noget musik og film, så kræves der heller ikke så meget.
Men hvorfor nu en server til hjemmet? Jo i takt med at vi får flere og flere digitale enheder i hjemmet og flere computere, så kan det være svært at overskue hvor man nu har de forskellige ting og man skal søge hele det lokale netværk igennem. Det er så slut nu, da man kan gemme alt på denne centrale server, som kan tilgås fra samtlige computere på det lokale netværk eller udefra. Så hvis man lige er hos fætter Bent og gerne vil vise ham de sidste billeder man har taget, så kan man lige koble op på sin Media Smart server derhjemme og så har man adgang til dem.
Men inden man kommer så langt, så skal man jo igennem konfigurationsdelen, og den er utrolig nem at arbejde med og der er kun de ting som man har brug for, for at få det hele til at virke. Det hele er let og lige til og voldte ikke nogle problemer for mig, hverken med den fysiske opsætning eller indstillinger af settings, og serveren var oppe og køre i løbet at en lille halv time, hvor jeg også fik oprettet en konto til mig selv, hvor jeg så ellers kunne begynde at overføre alle de filer, som jeg ville, og oprette flere kataloger.
Når man så vil tilgå serveren lokalt, så er det bare at dobbeltklikke på ikonet på skrivebordet og så kommer følgende vindue.
 Illustration 16
Her har man adgang til de foldere, som der er på serveren, og man kan også få adgang til selve serverens konfiguration. Når man så klikker på de forskellige foldere, så starter stifinderen og man er automatisk inde i den rette folder. Nemt, smart og meget overskueligt.
Når man tilgår serveren udefra, så bliver man først mødt med en advarelse om at serveren har et certifikat, som skal accepteres først, før man kan komme videre, da der benyttes SSL forbindelse. Når man så har accepteret dette, så fremkommer denne side i ens browser. Man kan også tilgå mapperne på den gode gammeldags facon, hvor man går ind i stifinderen og finder serveren under netværk.
 Illustration 17
Her har man så adgang til billedmappen, serveren og så fjernstyring af de eller de computere, som der er blevet givet tilladelse til at blive fjernstyret, samt en brugerguide, online support og lidt ekstra.
Jeg syntes det er et godt tiltag at lave sådanne et produkt, hvor man har utrolig nem adgang til det som man nu lægger på serveren, hvad enten det er billeder, foto, film eller dokumenter og så have adgang til det fra hvor som helst, bare der er et netværk og en internetforbindelse. Er man så på ferie og ens digitale kamera skal tømmes, så kan man smide billederne direkte hjem på serveren.
Automatisk Backup, det er en jo rigtig god beskyttelse, da ens egen maskine jo kan gå ned og det kræver jo selvfølgeligt så at ens maskine har fået foretaget en backup. Har den det og skulle uheldet været ude med ens pc, så er det i med restore cd’en, boote op på den og så kan man tilgå sin backup og gendanne sin pc. Det er da nemt. Dog skal man være opmærksom på at hver backup bliver gemt særskilt, i en periode. Så hvis man ikke lige har fået ændret indstillingerne under backup, så får man hurtigt fyldt serveren med backup fra de computere man nu har stående.
iTunes streaming af musik til en hvilken som helst computer give ikke alene adgang til musikken overalt i hjemmet, men det giver også mere plads på den enkelte pc, da man så ikke har de samme numre liggende og flyde på flere forskellige computere, men i stedet har samlet dem et centralt sted.
Skulle man så gå tør for plads med det ene 500 Gb drev, som den lille model leveres med, eller de to 500 Gb diske som storebroderen har, så kan man let forøge denne kapacitet ved at isætte ekstra diske i serveren. De bliver dog ikke tilsluttet automatisk, men man skal ind og tilføje dem i softwaren. Her skal man være opmærksom på at alt hvad der er på den ekstra disk, som man sætter i. forsvinder. Der bliver udført en formatering af disken og det kan ikke undgås. Det kunne man godt have lavet sådan at man havde hotplugs support i systemet, så man bare kunne skifte disk uden at tabe data.
Ellers en rigtig lækker server, som giver central adgang til hjemmets digitale materiale, samt ekstra plads på hjemmets andre computere. Med andre ord, en avanceret NAS server.
Hvor kan HP MediaSmart EX 470 Server købes?
Sådan en lille server, som med tiden kan vokse sig stor, koster her ved artiklens afslutning kr. 4199.- for den model vi har kigget på, her med 500 Gb plads og kr. 4999.- for storebroderen med 1 terrabyte diskplads.

Konklusion
En server til hjemmet, som samler alt digitalt materiale på et centralt sted, som så kan tilgås hvorfra der netværk og internet forbindelse. Dette er hvad der kort kan siges om HP's nye Media Smart Server, som har været på det udenlandske marked i nogen tid nu. Nu er det så også muligt at købe denne server for os i lille Danmark.
Størrelsen er lille og udseendet er flot og stilrent og gør at serveren sagtens kan stå fremme, uden at ødelægge indretningen i hjemmet. Tilslutningen og opsætningen er let og kan udføres af enhver og man er kørende i løbet af ganske kort tid.
Funktionerne i serveren, hvor man kan gemme billeder, video'er, musik og andre filer kender man fra andre servere, her er det hele bare gjort nemmere, da man har en god brugerflade, når man skal tilgå filerne igen. Så et meget passende navn til serveren. Media Smart. Det er også ganske lækkert at man kan få udført automatisk backup af den eller de computere der nu er i ens hjem og så få dem gendannet igen, via. den medfølgende cd. Ligeledes er det nemt og ligetil at tilgå sine filer og eller computere udefra. Og det hele gøres meget simpelt.
Der er dog et enkelt minus. Det er at man ikke kan sætte en disk i, uden at miste de data der allerede ligger på den.

| Tweak'O'meteret ryger op på 95 for en server som er flot, lille og meget enkel at bruge. Funktionerne i den gør at man kan tilgå sine filer, uanset hvor man end måtte være, så længe der er internet til rådighed. Streaming af video og musik gør også, at man kan se video og høre sin musik overalt. Backup funktion, som klarer det hele automatisk. Perfekt til hjemmet med mange computere. | |
Hvad betyder karakteren: Tweak'O'Meter karakter beskrivelse
OBS - Vores bedømmelser er testerens/skribentens personlige oplevelser med produktet, efter dennes egen vurdering, dvs. testeren bestemmer selv de kriterier og argumenter produktet er vurderet ud fra. Det gælder også for karaktergivningen, der er individuel og IKKE kan sammenlignes med andres.
Info - Vores artikler/reviews på produkter SKAL ikke anvendes som købsguider, da vi ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i reviews hvis alt evt. ikke læses. Henviser derfor til at læserne indhenter yderlig information, samt læser andre reviews inden evt. købsbeslutning. TweakUp tager under ingen omstændigheder ansvar for fejlkøb pga. af reviews |
|
|
| |
|
|
|
Info |
|
|
| |
Oplysning |
Hvad er Tweak'O meter og hvad betyder det overhovedet?
Læs denne guide om vores personlige karakter system for at forstå vores måde at dømme produkterne!
Gammel skala | Ny skala
|
| |
Sprog |
| |
Kommentér |
Klik her for at skrive en kommentar eller læse andres kommentarer
|
|
Kommentér
|
| |
Statistik |
|
|
| |
| | |
|