Thermaltake Xaser Case Series Lanmotto VA1000SWA

Vi skal for en stund tilbage for at se på et kabinet. Der findes i dag et rigtigt stort udvalg og mindst ligeså mange forskellige kriterier, vi som forbrugere vælger ud fra.

Det ses på markedet og også hos den producent vi skal kigge lidt nærmere på her. Ja der er IGEN tale om Thermaltake, der virkelig nærmest vælter produkter ud på markedet.

Vi skal, som nogen af de første i Danmark, se på et af de nyeste skud på stammen fra Thermaltake, nemlig deres model de har valgt at kalde:

Thermaltake Xaser Case Series Lanmotto VA1000SWA

Indpakningen

Vi starter med at tage et kig på kassen kabinettet kommer. OBS billedets størrelse skal ikke sammenlignes med selve kabinet-størrelsen, der er et vist misforhold imellem disse 2 ting :)

Æsken er holdt i primært rødt og hvidt hvor man udover naturligvis at kunne se hvem producenten er, i form af det meget velkendte orange logo, også kan se modellen og modellens varemærke der her er en motorcykel. Man får også lidt information når man kigger rundt på kassen, i form af hvilken farve m.m. kabinettet er i.

Kort sagt, det er en transportkasse med en smule blikfang, der ikke umiddelbart virker videre tillokkende.

Inden vi tager selve kabinettet ud for at se nærmere på herligheden og se hvad Thermaltake har valgt denne gang, er det værd at lægge mærke til, at producenten har valgt at smide et slagord som seriøs gamer på kassen, det må alt andet end lige sige lidt om målgruppen for dette kabinet. Men hvorfor? Det ser vi nærmere på i artiklen.

Det skal lige nævnes af denne model kan erhverves i 4 forskellige farver, nemlig de 3 som allerede er kendt fra deres Xaser serie, Sort, Blå og Aluminium samt den nyere som er rød. De 4 forskellige skulle i modsætning til tidligere tider veje nøjagtigt det samme nemlig 5.0 kg. Ja du læste rigtigt. Vi kommer nærmere ind på materialet m.m. senere i artiklen.


Illustration 1


Kabinettet

Her tager vi så et første kig på kabinettet som helhed. Selve designet er ikke så anderledes i forhold til det vi har set på deres tidligere modeller, men efter de tidligere modellers popularitet, bør der også være tale om små justeringer, der gør det endnu nemmere at bruge dette kabinet.

Hvis vi starter med lige at kigge på fronten og den velkendte låge, har man valgt at beholde den så kendte form som et X, dog har man i forhold til tidligere modeller valgt at droppe det røde X, der på en del af de tidligere modeller var på ca. midten af topstykket af lågen. Her har man i stedet for valgt at placere 2 målflag. De 2 flag samt de 3 motorcykler, der lyser sammen og på skift, hvis man ønsker det og sætter det til.

I toppen af fronten ser vi også en slags velkendt fancontroller, nemlig deres efterhånden velkendte fancontroller med ldc display med sort skrift og blåt lys. Der udover at kunne styre blæserne, der er 2 controllere til denne funktion, også kan vise temperaturer m. m som fx usb stik osv. Dette fylder naturligvis en drevplads i toppen af kabinettet.

Det man ikke lige ser, er fx. de 4 fødder der naturligvis er under kabinettet, som er uden lys eller andet, der kan justeres via en klik funktion, ved at dreje på selve foden under kabinettet.

Som det sikkert er gået op for de fleste, snakker vi om et kabinet lavet i aluminium og det har naturligvis farve derefter, dog på en anden måde end vi har set før, men det vender vi tilbage til. Lad os hoppe videre til næste billede, vi vender naturligvis tilbage til et meget tættere kig på sideruden m.m.


Illustration 2


På dette billede ser vi, efter have åbnet første del af lågen, som kræver den medfølgende nøgle, hvordan fronten ser ud inde under første lag. Låsen til nøglen sidder nede på kanten af kabinettet og ikke i selve fronten som det ellers er set tidligere.

Når man tager kigget, ser man at der er 3 ekstra drevpladser, til cd-drev, brænder og hvad man ellers kunne tænke sig at tilslutte i sit kabinet. Udover det er der 2 pladser til diskette drev og lignende, samt naturligvis knapperne til at tænde og slukke computeren og reset funktionen. Man kan undre sig over hvorfor disse tit er gemt væk inde under fronten hos Thermaltake, men det er åbenbart et bevist valg de har gjort sig på et tidspunkt, ikke altid lige det mest ønskværdige.

Udover det kan man i baggrunden se ledningsdelen til displayet i fronten, der, hvis den bliver tilsluttet, kan få lys og farve i motorcyklerne i fronten. Den nederste del er beklædt med riller, der skal være med til at give luft i kabinettet, bl.a. via den 120 mm. blæser der sidder inde bagved (den ser vi på senere).


Illustration 3


Her har vi så igen drejet på den før omtalte nøgle og taget næste lag af fronten, eller det vil sige åbnet det næste lag. I selve låge-delen ses et stort sort filter, der er til at tage ud og rense, når der kommer for meget støv og andet i vejen, og dermed fjerner den ellers frie passage af luft udefra til selve kabinettet.

Oppe over det store sorte filter samt låsedelen, der faktisk sidder i lag 2 og dermed ikke på siden af kabinettet, selvom det kunne se sådan ud, sidder 3 plastfronte der er til at skrue af og lige nedenunder 2 mindre plastfronte, der ligeledes er lige til at skrue af. Her er der tale om frontene til 5 1/4 " drevpladserne og 3 1/2 " pladserne. Der er som set allerede hul til fancontrolleren i toppen.

Lige til venstre for 3 1/2 " drev frontene i plastik, sidder selve bagdelen til knapperne, som skal ramme den modsatte side for at kunne tænde og slukke m.m. (disse ting skal naturligvis være tilsluttet bundkortet først :)

På modsatte side kan vi forneden skimte den store orange 120 mm. blæser der efter producentens oplysninger, ligesom de 2 andre blæsere i kabinettet, standard, skulle køre med ca. 21 dba. Den er skjult bag et aluminiums gitter med god passage i form af meget store sekskantede huller.

Ovenover er bagsiden til drevpladserne, de skal også skrues af, forskellen fra den anden side, er at disse er af aluminium. Udover det sidder der til højre for 3 1/2 " drevpladserne leds til powerknappen og til harddisken.

Hvis man kigger godt på selve siden af kabinettet, kan man se at Thermaltake ikke har brugt den "normale" aluminiums farve de ellers normalt bruger. Ifølge deres hjemmeside har man valgt noget de kalder mirror coating, dvs. at kabinettet udenpå er belagt med en overflade der nærmest giver en spejlagtig refleks, hvilket man faktisk ret tydeligt kan se på billedet.


Illustration 4


Vi tager nu et kig på bagenden af kabinettet, set udefra. Selve sidelågen m. m kommer vi ind på senere. Dog kan man lige se at sidelågen udover det låsesystem, vi kigger på senere, er låst fast bagpå via 2 store fingerskruer.

Hvis vi udover det starter fra oven på billedet, ser man først udskæringen til strømforsyningen, der ikke følger med som standard. Lige under denne er pladsen til bundkortet, hvor der fra producenten er sat en standardplade på. For dem der skulle være i tvivl passer alle bundkort ikke i samme pladeindstik, derfor skal man altid benytte den plader der følger med til ens bundkort.

Lige til højre for det, er der igen udluftning til den store 120 mm. Blæser der sidder på indersiden af kabinettet. Udover det er der pladerne til PCI portene og agp porten. Vi kigger nærmere på det indefra, når vi åbner op. Det eneste der som standard er gjort klar er det usb/firewire der følger med kabinettet og som går helt op i fronten af kabinettet til fancontrolleren.

Så kigger vi lidt mere på selve sideruden.

Ruden fylder en god del af siden, hvilket faktisk er helt ok, når man tænker på, at vi snakker om et premod kabinet. Den store rude giver bedre mulighed for at se mere af hvad der foregår i kabinettet, som jo er meget populært (dog ikke for folk med kabelrod!). Selve det visuelle i ruden er stadig til en vis grænse X formet.

Man har tidligere fra Thermaltake satset på et håndtag i sideruden, det er man på denne model gået væk fra. Her har man valgt 2 mindre låsemekanismer, der passer til de fleste fingrestørrelser. Denne funktion kan låses i den øverste mekanisme med et medfølgende nøglesæt. Hvad nøglesæt angår, er man også gået væk fra 1 sæt og har til dette produkt valgt 2 forskellige sæt til samme kabinet. Det vil sige, at man har 1 sæt til fronten og 1 sæt til sideruden. Hvad skal det ikke ende med?

I sideruden sidder der som vi efterhånden er vant til, en blæser, dog har producenten valgt en 92 mm til sideruden. Blæseren er orange og omgivet af den hårde sorte plastramme som vi også har set på en del andre blæsere fra samme producent. Til at dække selve blæseren og hullet indtil hardware sidder der et stykke af det, efter min smag, en del kedelige sorte net, men det er jo smag og behag.


Illustration 5


Jeg har nu pillet lågen af og vi tager et kig indenfor :).

Når man kigger indenfor, ser man naturligvis ledningerne der ligger lidt uden hjem, da der ikke er sat bundkort i. Udover det er der naturligvis en vejledning med til brug af kabinettet. I posen med vejledning ligger også nogle klistermærker, hvis man er til den slags, og her har producenten også smidt en støvklud med. Nu er der mange der tænker, hvad skal jeg dog med den, men det er nu rart med en antistatisk klud, da man ikke altid lige har en ved hånden. Der ligger også et par ledninger med til brug for fx cpu fan, især hvis man vil køre denne via fancontrolleren.

I bunden af kabinettet ligger der også en styring til motorcyklerne (lyset fra dem) til frontpanelet. Der er flere indstillings muligheder, hvis man er til den slags, nogen syntes det er popsmart, andre syntes det er sjovt nok, så derfor vælger man jo selv. Udover det ligger der en æske med plastskinner som vi kender det fra tidligere. Disse skinner passer til de forskellige drev og skal ikke skrues fast som i starten, men blot klikkes på siden af det man nu ønsker, og derefter sættes ind i den drevplads man ønsker det skal sidde i, nemt og hurtigt at montere og afmontere, og det er jo altid rart, især hvis man tit skifter ud i sit kabinet.

I samme æske ligger der også den obligatoriske pose med skruer til montering i kabinettet. Dog har producenten smidt en del ekstra fingerskruer med, som virkeligt gør det lidt nemmere for os brugere at montere alt vores isenkram, så det er en dejlig positiv ting.


Illustration 6


Vi koncentrerer os nu lidt mere om selve indersiden af fronten på kabinettet. Den nederste del som vi på billedet har taget ud. Man skal skrue fingerskruen ud, da den holder skuffen på plads.
Fingerskruerne der ligger med i posen er bl.a. beregnet til at montere interne ting som fx. harddiske. Vi har tidligere set Thermaltake lave plastskinner til denne funktion også, men det er man gået væk fra igen. Denne gang har man valgt at montere gummiringe, der hvor man skal skrue diskene fast. Dette er perfekt løsning da de er med til at holde vibrationerne nede. Placeringen ligeud for den store 120 mm. blæser i fronten gør også man ikke burde behøve en skuffe med ekstra køling eller lignende til sin harddisk eller harddiske.
Skuffen skulle give rigeligt med plads til de diske man måtte have, der er nemlig plads til hele 5 af slagsen, det burde man kunne klare sig med.

I manualen har producenten vist at de ville montere en harddisk med nogle af de medfølgende fingerskruer, der igen er med til at gøre det hele lidt nemmere for os brugere.

Den store 120 mm blæser er som de andre 2 blæsere sat til at køre med ca. 21 dba. Selve blæseren er af samme design som den man har sat i siden, med den orangeblæser monteret i den hårde sorte plastramme.

Skuffen ovenover er bl.a. til diskette drev og kan også tages ud. Den øverste skuffe er til alle 5 1/4 " drev fx cd-rom og andet. Alle skufferne er lavet at aluminium. Jeg vil lige nævne at de 3 blæsere der er monteret fra producenten alle skal have strøm via et 4-pins stik, dette passer også med den medfølgende fancontroller, der ligeledes skal styre blæserne via 4-pins stik.


Illustration 7


Hvis vi vender blikket imod den bagerste del af indersiden, ser vi at her sidder der også en 120 mm. blæser. Denne blæser er med en blå led, ligesom vi har set det i fx. Polo12 psu'en. Selve blæseren er lavet i klar plast, og for dem der skulle være i tvivl, lad være med at stikke en finger ind til en 120 mm. blæser der kører, også selvom den kører langsomt :). Denne blæser er oplyst at skulle kører ca. 2000 rpm og larme med ca. 21 dba som standard.

Hvis vi lige vender blikket ned i bunden helt i baggrunden for neden kan man lige ane en farvet plast ramme der stikker lidt ud i selve aluminiumskanten. Det er faktisk en slags alarm. Denne alarm skal kunne give lyd fra sig, hvis sideruden bliver åbnet uden fx at være låst op eller på anden måde bliver åbnet forkert. Dette er naturligvis også kun hvis man vælger at slå det til, men alligevel en lidt ny tanke.

Man kan her også tydeligt se PCI sloth's med "skrueløs" montering. Farverne er lilla og noget der minder om neongrøn. Det har altid undret mig hvorfor plasten skal have farver, der udover at være knap så kønne virkelig skiller sig ud. Man burde vel kunne lave dem i enten sort eller måske lidt mere så det passede ind med resten af delene i kabinettet, men nej sådan er det desværre ikke.

I tidligere udgaver af den skrueløse udgave af bl.a. pci porte, har det vist sig, at folk med bl.a. store graffikkort, ikke har kunne bruge dette system og derfor været nød til at tage det af og så bruge den almindelige skruemetode. Dette ser desværre også ud til at være tilfældet i dette kabinet. Jeg kunne lige med nød og næppe få presset mit Tyan 9500 ind og bruge plastlåsen, derfor vil folk med nyere kort desværre nok være nødsaget til at bruge den almindelige skruemetode.



Illustration 8


Inden vi runder helt af, tager vi lige et kig på de specifikationer som er oplyst fra producentens side. Vi har været inde på næsten dem alle, hvis da ikke dem alle sammen. Det der falder mest i øjnene er vægten. 5 kg, uden hardware, det er godt nok ikke meget, og hvis man så erhverver sig den taske man kan købe som ekstra tilbehør, må det siges, at være til at overkomme at skulle slæbe lidt rundt på sit kabinet til fx. lan eller lignende.


Illustration 9



Hvad koster Thermaltake Xaser Case Series Lanmotto

Lan motto kan findes hos et par forhandlere i Danmark. Prisen på kabinettet er ca. 999,- kr. det må siges at være en fair pris som dog også har en vis psykologisk effekt :) Kabinettet er dog ikke på lager endnu men skulle efter sigende være lige på trapperne til salg i Danmark. Der er ikke som tidligere forskel på hvilken farve, hverken i vægt eller pris, som der faktisk har været før i tiden.

Konklusion

Vi er nu færdige med gennemgangen og vil her prøve kort at konkludere på artiklen over produktet. Vi har set et meget let kabinet med en flot finish i form af den spejleffekt man har fået coated på overfladen af kabinettet. Det er nemt at arbejde med og der følger de ting med man kan forvente, inkl. 3 blæsere der standard står til ca. 21. dba, hvilket vil sige man kan få en god og relativ støjsvag løsning med dette kabinet. Udover det har man gjort plads til hele 5 harddiske, og valgt at montere gummiringe for bl.a. at undgå/imødekomme de eventuelle rystelser og svingninger, der nu kommer. Om man kan lide deres valg af motorcykler og flag til denne serie er en smagssag, det er måske ikke lige i min smag men er da til at overleve. Kort sagt man får rigtigt mange gode features og detaljer med for prisen der p.t. ligger på omkring 999,- kr. + moms og levering.

De ting man burde overveje er i mine øjne, hvorfor man vælger at anbringe en klar blæser og 2 der er orange og sorte. Man kunne med stor fordel få lidt mere visuelt over det, hvis man valgte samme farver på alle blæserne også selvom der er en blue led på den der sidder i den bagerste del. Det samme kan siges, om de skinner man vælger, det må da kunne lade sig gøre at vælge lidt mindre skal vi sige knap så kønne farver, men igen alt er jo smag og behag. Om 2 sæt nøgler nu er godt, tja svært at sige, jeg er nok mest tilbøjelig til 1 sæt, så er der mindre der kan blive væk.

Alt i alt en positiv oplevelse, der dog efterlader tanker om det stadig kan forbedres selvom der er mange gode små detaljer. Men til en pris der ligger på de små 1000 kr. mener jeg også klart man bør og skal kunne stille forventninger til produktet.


Thermaltake Xaser Case Series Lanmotto løfter Tweak'O meter op på 85. Der er mange gode detaljer, fx. kan nævnes vægten, den flotte finish, det er nemt at arbejde med, + mange andre gode detaljer. Det der trækker lidt ned er prisen. At blæserne ikke er ens som standard, her tænker jeg på farve, samt det valg man gør med farverne på plasten til skinnerne. Sidst men ikke mindst er det lidt underligt man vælger en fancontroller med kun 2 styringer, selvom man kan samle flere fans på en styring, virker det ikke helt så godt som hvis der var, i det mindste til de fans der allerede sad i kabinettet.




OBS - Vores bedømmelser er testerens/skribentens personlige oplevelser med produktet, efter dennes egen vurdering, dvs. testeren bestemmer selv de kriterier og argumenter produktet er vurderet ud fra.
Det gælder også for karaktergivningen, der er individuel og IKKE kan sammenlignes med andres.

 
Info
Dato: 25.04.04
Forfatter: mje
Artikel vist : 11006 gange

Producent:
Thermaltake

Udlånt af:
Thermaltake
 
Oplysning
Hvad er Tweak'O meter og hvad betyder det overhovedet?

Læs denne guide om vores personlige karakter system for at forstå vores måde at dømme produkterne!

Gammel skala | Ny skala
 
Sprog
Dansk
  English
 
Kommentér
Klik her for at skrive en kommentar eller læse andres kommentarer

Kommentér
 
Statistik

 
Radio 55 - Dit online dansegulv