Thermaltake BigWater 735

Vi skal tilbage til Thermaltake og deres gigantiske serie af produkter, som de hele tiden formår at udvide på forskellig vis. Typisk er det helt nye produkter de frigiver til markedet, men det sker også at de kommer med opdateringer til tidligere serier som allerede har haft succes på markedet.

Denne gang skal vi se på deres væskekøler som er blevet opgraderet siden den første version som vi havde til test her på redaktionen for næsten 1 år siden. Vi snakker om Thermaltake BigWater som faktisk havde ganske stor succes på markedet dengang, men der var også mange som havde problemer med pumpe sektionen. En sektion som Thermaltake havde taget med fra deres gamle Aquaries serie.

Thermaltake er kommet med en opdateret version af BigWater systemet som nu har fået navnet BigWater 735. Dette system har bl.a. fået en ny vandpumpe med separat vandtank. Vi tager et kig på dette nye system og hvad der ellers er sket siden deres første version kom på markedet.


Illustration 1


Thermaltake BigWater 735 kommer i en lille kuffert ligesom den første version af kittet, hvor Thermaltake dog har lavet visse ændringer siden deres første kasse. Det er rimelig tydeligt at kende forskel på de 2 kasser, selvom de faktisk er meget identisk i deres udseende.

I kassens front har man lavet en åbning hvor det er muligt at se en del af udstyr som BigWater kittet indeholder. Det er pumpe, vandtank, radiator m. blæser og så kølehovedet gemt oppe i toppen.

På fronten finder man også en lille grafisk illustration som viser hvad systemet indeholder og hvordan det bør arbejde under normale forhold.

På selve kassens side står der en række tekniske informationer og specifikationer omkring selve produktet. Det er også herude at man bemærker at BigWater 735 må være et af de første samlede væskekøler systemer der tilbyder montering på BTX systemerne.


Illustration 2


Dette er hvad man finder inde i kassen når det er blevet taget ud alt sammen. Mange af komponenterne kan vi allerede kende fra deres første version af BigWater, men der er faktisk også en del ting som har skiftet design/udseende siden dengang. Men BigWater 735 indeholder alt hvad der skal bruges for at starte et kølesystem på CPU og det er muligt at opgradere med kølehoved til grafikkort og andre komponenter som flow indikator, temperatur display og meget mere.

Dette kan bl.a. ses på deres produkt hjemmeside: Thermaltake WaterCooling Products

Men vi tager et kig på de forskellige komponenter i kassen inden vi til sidst samler dem i et kabinet og tager et kig på ydelsen som jo er grunden til at man køber den slags udstyr.


Illustration 3


Vi starter med at kigge nærmere på den store radiator som fra producentens side er blevet udstyret med en 120mm blæser ganske som deres første version også var det. Umiddelbart kan vi ikke se at Thermaltake skulle have ændret på deres radiator siden den første version af BigWater systemet.

Både radiator og blæser er faktisk den samme som i deres første version af BigWater og selv blæseren er den præcis samme version, hvor der sidder hvid sok på kablerne. Blæseren er ligesom den første version bygget til at arbejde sammen med den lille FAN controller som også findes i kassen. Vi tager et kig på den længere nede sammen med tilbehøret.


Illustration 4


Det næste komponent i kassen er pumpen som er sprit ny i forhold til deres tidligere versioner. Det er faktisk første gang vi overhovedet har set dette komponent. Det er også første gang vi ser at Thermaltake har lavet en pumpe sektion, hvor vandtanken er helt for sig selv. Dette er noget som er godt at se fra Thermaltake, da de har kæmpet med en masse problemer lige siden de kom på markedet for længe siden.

Denne nye pumpe sektion kører på 12v system så den skal bare tilsluttes et molex stik fra strømforsyningen. Dette er ganske som de plejer at være og det er med til at gøre systemet nemt at arbejde med for nybegyndere. Men vi er meget positivt overraskede over deres nye pumpe sektion og nu er der også mere plads i vandtanken end tidligere. Dermed skal man ikke holde lige så meget øje med vandstand som det var nødvendigt med deres gamle kit.


Illustration 5


Kølehovedet er det næste komponent på listen og det minder ganske meget om deres første version vi kiggede på for 1 år siden. Men der er faktisk lavet noget om siden de kom på markedet første gang, men det kan ikke ses her på billedet. Toppen er i plexiglas ganske som deres første kit og de har selvfølgelig også indbygget den klassiske blå diode som giver en fed effekt når systemet er i gang.

Dvs. toppen af køleblokken er som deres første version af kittet, mens bunden er blevet opgraderet og faktisk på det her billede kan man se noget af det nye. Der har nemlig fået flere skyllekanaler ind i selve hovedet så vandet bliver presset hårdere rundt og dermed når at optage mere varme fra kobberet inden det igen forlader kølehovedet.


Illustration 6


Vender vi bunden i vejret på det store kølehoved så er der ændring nr. 2 i sigte. Thermaltake har lavet deres bund på hovedet rundt i en sektion hvor den første version af kittet havde en bred firkantet forhøjning. Grunden er helt sikkert de ønsker at hovedet har bedre kontakt med CPU enhed, men også at kølehovedet kan blive monteret på alle de systemer der nu engang findes på markedet.

Materialet er i virkelig god stand og de har arbejdet godt med kølehovedet så det er klar til montering på CPU med det samme.

Dette er de store komponenter i systemet, men det er faktisk de små ting som skal være med til at samle det hele så det kan bruges til noget fornuftigt.


Illustration 7


Sammen med BigWater 735 ligger der en rulle med slange og det er ganske samme version som vi mødte i deres første version af BigWater i 2004 og alligevel ikke, da man lige har hævet størrelsen noget i forhold til første version. Det ses bare ikke før man begynder at arbejde med slangen. Slangen er nu 3/8" som giver et højere flow end tidligere. Slangen er helt grøn og det skyldes at det har UV effekt indbygget så slange vil lyse op i en kraftig grøn farve under UV lys hvis man har det i kabinettet. Hvis ikke så vil slangen bare have en glans som er ganske iøjefaldende for dem som kigger ind i kabinettet.

Slangen er ganske fleksibel og Thermaltake har været ret flinke at vedlægge en god mængde slange så der er mulighed for at trække det helt som man selv ønsker det og senere kan opgradere med andre komponenter.


Illustration 8


Flasken med den grønne væske er ligesom det vi så første gang og man skal ikke få den ide at drikke det skidt. Der er tale om et anti rust og fryse middel som vi kender det fra andre steder i hverdagen. Bl.a. i køleren på vores biler men der er farven enten rød eller blå. Grunden til at farven er så grøn som vi kan se det på flasken er fordi det er udstyret med samme UV effekt som slangen faktisk er. Derfor bliver væsken helt grøn/gul hvis det bliver udsat for UV lys. Thermaltake har vedlagt en halv liter væske som er nok til at fylde systemet et par gange. Derefter skal man selv sørge for væske i form af almindeligt postevand eller demeralisteret vand som overhovedet ikke indeholder salt og dermed er bedst at bruge i sådanne komponenter.


Illustration 9


De sidste ting som ligger i kassen er faktisk de vigtigste. For uden dem kan man ikke rigtigt få monteret kølehovedet på bundkortet. Resten af delene som ligger i kassen skal ellers bruges til de forskellige dele som kan/skal monteres i kabinettet. Thermaltake har sørget for det hele og denne gang ser vi også deres beslag som giver mulighed for montering på BTX bundkortet/kabinettet som efterhånden er ved at vinde mere frem på markedet.

Specifikationer

Thermaltake BigWater 735 er endnu så ny at den slet ikke er kommet op på deres produkt hjemmeside da vi modtog den, men Thermaltake var så flinke at sende nogle billeder med som indeholder noget materiale. Det ene af dem indeholdt blandt andet en liste over komponenterne og de specifikationer som følger dem.

Dette billede har vi taget med i artiklen så i kan få et billede af de enkelte komponenter og hvor især hvad deres støjudvikling angives til at være fra producenten.


Illustration 10


Dette er de specifikationer vi har fået oplyst fra Thermaltake og nu kan vi se at de oplyser den nye pumpe til at ligge på et støjniveau omkring 16dB og det lyder til at være meget positivt. Der er en blå diode indbygget et sted på pumpen, som indikerer om pumpen kører eller ej.

Blæseren på den store radiator er med FAN controlleren bygget til at arbejde med 1300-2400RPM og det giver et støjniveau mellem 16-60dB. Igen lyder det til at være meget fornuftigt da man både har mulighed for at lave et støjsvagt system, men også have et ret effektivt system.

Vi skiftede dog blæseren ud på deres gamle version fordi blæseren var lidt støjende i lejerne og en LED blæser var federe at have monteret. Men den originale blæser er nu ganske udmærket og mange bruger den også, hvis man altså er tilfreds med farven.

Resten er standard informationer som der skal gives omkring de forskellige produkter. Der står selvfølgelig også hvilke systemer det kan bliver monteret på og det er faktisk ikke så mange som vi er vant til at se, men det er de vigtigste på markedet.

Samlet Resultat

Inden vi går i gang med selve testen så skal vi lige se hvordan tingene ser ud når de er blevet samlet i et kabinet. En ting som vi faktisk bemærkede mens vi samlede systemer er at slange og studserne er blevet meget større i forhold til deres første version af BigWater.

Det er faktisk det første kit fra Thermaltake overhovedet, hvor der er så stor en slange størrelse de har brugt og det betyder så også at man efterhånden kan begynde at kombinere deres udstyr med andre producenter som anvender studser i samme størrelse. Man kan også se det på deres specifikationer omkring slangen som er 3/8" og denne størrelse er identisk med det som flere andre producenter anvender på deres udstyr til vandkøling.


Illustration 11


Sådan ser det ud når kølehovedet er blevet monteret på bundkortet og måden det bliver monteret er ligesom på deres tidligere versioner, dog med enkelte undtagelser. Tidligere blev der brugt møtrikker til at holde den øverste plade fast oven på selve kølehovedet. Der har Thermaltake endelig fået vedlagt fingerskruer så man kan samle hele systemet med en skruetrækker og fingre. Dette er et godt fremskridt som betyder at de er klar over den slags skal være i orden og nemt for brugeren at arbejde med.

Derfor er monteringen også blevet noget nemmere i forhold til tidligere versioner hvor det kunne være en kamp at få tingene til at sidde korrekt på processoren.


Illustration 12


Når det hele er blevet monteret i kabinettet så kunne det se ud som på billedet her. Vi har valgt en løsning hvor pumpen står på tværs i kabinettet. Det gør at den virker mindre visuelt, men dækker også for noget af pladsen til drev i kabinettet. Men det kommer på an på hvor meget man går op i tingene og hvordan man ønsker at have sine slanger siddende. Personligt har jeg altid ønsket at have slangerne så usynlige som muligt så det kun er ud for kølehovedet at man virkelig er opmærksom på dem.

2 strips sørger for at pumpen ikke flytter sig hvis man rykker på kabinettet. Men pumpen er faktisk designet så man kan lave huller i bunden og skrue den helt fast, men det ønsker jeg ikke at gøre da man ikke er sikker på hvor længe det skal sidde i kabinettet.

Systemet er faktisk ret simpelt at montere i kabinettet og selve tilpasning af slangerne sker alt efter hvilket kabinet man anvender og hvordan tingene sidder placeret rundt omkring. De store og ret tykke slanger som ikke er vildt fleksible gør at man ikke kan vride slangerne vildt omkring før de bukker så vandet ikke kan flyde frit igennem. Derfor har vi bl.a. det kryds med slangerne lige over kølehovedet, da radiator sidder for tæt på kølehovedet til at slangen kan gå til nærmeste studs.

Det kryds kunne dog være fjernet hvis man brugt lidt længere slange til den anden studs på kølehovedet om går ned til pumpen og dermed lave en større bue og kryds ville rykkes ud for synsvinkel.

Men nu er det blevet lavet således at afstanden er ganske normal i slangerne og systemet er overskueligt at se på. Begge slanger løber faktisk på siden af rammer til alle drevene og giver ingen problemer overhovedet.


Illustration 13


Har lige taget et billede hvor der er mindre lys og så kan vi se det blå lys i kølehovedet som de også havde på deres tidligere versioner af systemet. Den anden blå diode er placeret på den lille pumpe så man er opmærksom på den er i drift. Det blå skær fra dioden kan ses i fronten af kabinettet og lidt af slangen.

Hvis man ønsker at udnytte den UV effekt som slanger og væske tilbyder, skal der installeres et UV kathode kit i kabinettet. Ønsker man bare lækkert blåt lys som også vil få slangerne til at se godt ud, så skal der bare et standard kathode kit med blå rør.

Men dette kabinet er ikke udstyret med casemod side og derfor er der ingen grund til at lave mere lys i kabinettet da det ikke kan ses udefra.

Testen

Nu er vi kommet til selve testen af BigWater 735 som er den 3 version i den klasse, da man valgte at komme med en SE udgave ganske kort tid efter den første udgave som vi testede for 1 år siden. BigWater 735 er blevet modificeret ganske meget siden vi kiggede på dem sidst og det bliver spændende at se hvor meget ydelsen evt. har ændret sig fra deres første version.

Radiator og kølehovedet er næsten identisk med deres første udgave, men kølehovedet er blevet ændret lidt i skylle kanalerne så det kan tænkes at ydelsen ligger på at højere niveau i forhold til tidligere tests. En vigtig ting er også deres nye pumpe sektion som er større og hurtigere, uden at støje mere. Sidst men ikke mindst så har Thermaltake valgt at skifte over til 3/8" slange som vi kender fra en masse andet køle udstyr og flow vil derfor være noget højere end tidligere, som igen kan være med til at ændre på ydelsen.

Første gang vi testede BigWater 735 valgte vi også at skifte til en blæser med fast lav hastighed, mens vi denne gang har testet systemet med den originale blæser som også giver mulighed for at teste ved forskellige hastigheder. Dette giver så også en serie af resultater der kan kigges på i forhold til støj.

Konfigurationen er følgende :

Pentium 4 540 - 3400MHz, 800MHz FSB, 1MB Level 2 Cache, 16Kb level 1 Cache
Thermaltake BigWater 735 + original kølepasta
ABIT AW8 MAX, Socket 775, DDR2, PCI-E
Corsair 2 * 512MB PC8000UL DDR2 RAM, 1000MHz, Cas 4-4-4-12
MSI Geforce 7800GT PCIE, 256-bit 256MB RAM
Western Digital Raptor 36GB S-ATA harddisk, 10000Rpm, 8MB buffer cache.
Sony DW18U 8x DVD brænder/DVD drev.
CoolerMaster Real Power 450Watt PSU med 24pin ATX tilslutning.

Hele systemet er installeret og testet i følgende kabinet: Antec Performance TX hvor radiator er placeret hvor den originale x 120mm blæser normalt er monteret.

Systemet er sat op med WindowsXP Pro UK edition og alle opdateringer installeret selvom det ikke har den store betydning for sådan en test, hvor det faktisk bare gælder om at få afmålt nogle temperaturer under forskellige forhold. Alle temperaturer er blevet afmålt efter en times tilstand, hvor det første var idle temperaturen der afmåles, hvor efter systemet bliver belastet til maks. igennem en time for at få højeste temperatur oplyst.

Resultaterne

Som altid er resultaterne blevet samlet i skemaer hvor vi starter med at se på idle temperaturen hvor computeren ikke står og laver andet end at være på skrivebord. Ingen programmer er aktiveret og temperaturerne er afmålt efter 1 times tilstand hvor rum temperaturen konstant har været 20 grader.


Illustration 14


Her er de første resultater med den nye BigWater 735 køler og det må siges at se rigtigt godt ud. Vi kender jo de nye Intel processorer og ved at de kan være slemme til at udvikle store mænger varme. Det er også her at vi kan se hvor forskellen i ydelsen ligger henne. Hvis man holder blæseren nede på laveste niveau så er temperaturen en del højere end når man giver den medium fart eller fuld hastighed.

Men det kan faktisk ikke betale sig at gå efter den fulde hastighed. Ikke når der arbejdes under idle forhold som det kan ses på skemaet. Der er kun 1 grad at vinde og det er ikke nok i forhold til den stigning af støjniveauet i modsatte ende. Blæseren er nemlig ikke vildt fed at sidde ved når den kører med fuld kraft. Den kan faktisk overdøve grafikkortet som ellers er kendt for at kunne larme som en sindssyg hvis blæseren bliver sluppet løs. Men de oplyser også blæseren til at kunne arbejde ved 30dB og det passer meget godt med virkeligheden.

Holder man den på medium eller laveste hastighed så har man faktisk et system som er virkelig behageligt. Personligt foretrækker jeg den laveste hastighed så jeg er sikker på at blæseren ikke er til gene. Så er det andre faktorer der spiller ind, men kan godt acceptere den lidt højere temperatur.

Selv når vi presser den store processor op i hastighed som den ikke har de store problemer med, så følger BigWater alligevel godt med når det gælder idle temperaturen. Det kan ikke sammenlignes med et AMD system som er blevet meget bedre på temperatur siden og faktisk klarer sig bedre end Intel på nuværende tidspunkt, men sådan er det når der arbejdes med at skabe det nyeste på markedet.

Men idle temperaturen kan de fleste kølere holde til på et eller andet fornuftige niveau, så vi går videre til de resultater hvor computeren kommer på noget hårdere arbejde som en standard computer typisk bliver udsat for når den skal afvikle tunge programmer eller de nyeste spil markedet tilbyder i dag.


Illustration 15


På disse resultater er tallene steget noget, men det er som skrevet tidligere fordi de store Intel processorer har lidt problemer med deres varme udvikling. Det er dog først når der arbejdes med overclocking at det virkelig bliver et problem med temperaturen hvis man ellers kan kalde det for et problem.

Hvis man holder blæseren ned på lav hastighed så begynder temperaturen at stige ganske meget, men det sjove er at processoren faktisk kan holde til det uden de store problemer. En test af processoren bekræftede det samme da de nye processoren kan sænke hastigheden hvis temperaturen bliver kritisk.

Men det fede er selvfølgelig at man kan holde processoren kølet nogenlunde fornuftigt ved 4GHz uden synderlig støj fra blæseren. Men hæves hastigheden lidt på blæseren så begynder det meget hurtigt at se bedre ud for systemet. Dette kan også ses ganske tydeligt på skemaet hvor temperaturen falder ganske meget hvis blæseren sættes op på medium hastighed.

Igen viser det sig også at man ikke får ret meget ud af den højeste hastighed. Der er nogle få grader at vinde hvis man virkelig har behov for dem, men igen så er støjen på et niveau som ikke er behageligt at have omkring sig hvis jeg personligt skal sige det. Derfor holder jeg på at blæseren skal ligge et sted mellem den laveste og medium hastighed. Det er jo en 100 % variabel hastighed der kan vælges mellem. Vi har blot testet ved laveste punkt, mellem punkt og endelig højeste punkt på regulator som passer med de niveauer vi har angivet.

Generelt viser BigWater sig fra en positiv side og det bedste er klart den nye pumpe sektion som er meget støjsvag og generelt virker mere pålidelig end deres tidligere versioner. Det bedste er klart at de har fjernet tanken fra pumpen så det nu er 2 separate enheder som arbejder sammen. Selvfølgelig fylder det mere i kabinettet, men der er plads til det i langt de fleste kabinetter som findes på markedet.

Derfor viser Thermaltake og BigWater 735 at de efterhånden har fået udviklet deres produkt så meget at det er helt hæderligt og faktisk lever ganske godt op til de forventninger der sættes til god vandkøling på markedet.

Især deres pumpe og slanger skal være med til at give dem et bedre image på dette område og vi regner også med at det vil ske.

Det eneste der kan peges lidt fingre af er deres farve på blæseren og monteringen af kølehovedet som er lidt klodset selvom den er ganske effektiv og kraftigt forbedret siden deres første version vi kiggede på.

Hvor kan BigWater 735 købes

da BigWater 735 er så ny at den ikke engang er kommet på deres hjemmeside så er det heller ikke muligt at købe den nye version her i Danmark endnu. Vi kender heller ikke prisen på det nye sæt endnu, men den må forventes at blive placeret på et niveau omkring deres tidligere versioner af BigWater da de kom på markedet.




Konklusion

Det er mange gange vi har kigget på Thermaltake og de sindssyge mange produkter som de efterhånden har på deres program. Det store antal produkter som de tilbyder, har efter vores mening en betydning for deres generelle problem med at lave et produkt perfekt første gang eller få det tilpasset hurtigt hvis der er problemer.

Men det sker jo at de får tilpasset et produkt mere eller mindre så det udkommer i en ny version som dette BigWater 735 vi har testet her inden jul.

BigWater 735 er nemlig et af de få tilfælde hvor Thermaltake har fået rettet op på nogle af de områder som klart har været deres svaghed tidligere og vi håber at de bliver ved med at fokuserer på disse områder så deres andre versioner også bliver ombygget med de nye ting.

BigWater 735 har fået en helt ny pumpe sektion som vi har savnet meget længe, men de deres gamle version som faktisk kan følges helt ned til det første vandkøling de kom med for en del år siden var også noget bras.

Vandkøling er intet værd hvis pumpe og tank sektion er et svagt punkt og det er grunden til at mange ikke turde anvende deres systemer til de mere seriøse systemer.

Deres nye pumpe sektion er med til at ændre på dette syn fra vores side. Både at sektionen er blevet større, men også at man har opbygget den som andre producenter gør det, er med til at give mere tryghed. Samtidig har de hævet tykkelsen på deres slange til 3/8" og det giver pludselig mulighed for at Thermaltake kan kombineres med andre mærker på markedet for vandkøling. Noget som aldrig har været muligt før groft sagt. Selvfølgelig var der enkelte muligheder men slet ikke i nærheden af de muligheder man sidder med nu.

Andre småting er også blevet forbedret ganske markant i forhold til deres første version af kittet vi testede i 2004 og det er rart at se de går den rigtige vej på dette område. Personligt er det mere betryggende at lade deres systemer køle det dyre hardware mange har monteret i deres kabinet.

Selvfølgelig er der nogle ting som kunne være endnu bedre end det som de har i dag, men sådan er det med de fleste produkter. En af tingene er deres blæser på radiatoren som er ganske grim i de farver. Her burde de vælge en sort model eller gå over til deres model med blåt lys. De har jo allerede blåt lys indbygget i kølehovedet som er flot og deres nye pumpe har også en blå diode indbygget som lyser ganske kraftigt.

Det er en af de små detaljer som altid har været svaghed for Thermaltake og de ser ud til at blive ved med at svipse på dette område. Men ellers er deres BigWater 735 et friskt pust fra producenten og vi er yderst tilfredse med produktet og performance.

Thermaltake BigWater 735 trækker Tweak'O meter op til 100 points og det gives fordi Thermaltake ENDELIG har fået skiftet deres pumpe sektion og samtidig fået større slanger ind på programmet. Det giver en ganske flot ydelse under dårlige forhold som vi har afprøvet. Enkelte små detaljer kunne være bedre, men det trækker ikke ned på den generelle oplevelse af produktet og derfor vælger jeg at holde den høje karakter som produktet får ud fra den generelle oplevelse af produktet og dets forbedringer.


Hvad betyder karakteren: Tweak'O'Meter karakter beskrivelse

OBS - Vores bedømmelser er testerens/skribentens personlige oplevelser med produktet, efter dennes egen vurdering, dvs. testeren bestemmer selv de kriterier og argumenter produktet er vurderet ud fra. Det gælder også for karaktergivningen, der er individuel og IKKE kan sammenlignes med andres.

Info - Vores artikler/reviews på produkter SKAL ikke anvendes som købsguider, da vi ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i reviews hvis alt evt. ikke læses. Henviser derfor til at læserne indhenter yderlig information, samt læser andre reviews inden evt. købsbeslutning. TweakUp tager under ingen omstændigheder ansvar for fejlkøb pga. af reviews
 
Info
Dato: 14.12.05
Forfatter: Mr.TweakUp
Artikel vist : 26362 gange

Producent:
Thermaltake

Udlånt af:
Thermaltake.com
 
Oplysning
Hvad er Tweak'O meter og hvad betyder det overhovedet?

Læs denne guide om vores personlige karakter system for at forstå vores måde at dømme produkterne!

Gammel skala | Ny skala
 
Sprog
Dansk
  English
 
Kommentér
Klik her for at skrive en kommentar eller læse andres kommentarer

Kommentér
 
Statistik