Zepto 2425W notebook
|
Sommervarmen er stadig over os, heldigvis vil mange mene, og at sidde inde for at lave anmeldelse kan være hårdt. Ingen vind, ingen sol, ingen strand og ingen is. Men når det produkt der skal anmeldes så viser sig at være noget ud over det sædvanlige, ja så glemmer man sveden der render ned af ryggen, man glemmer de 40 grader temperaturen har sneget sig op på og man glemmer hvad klokken er.
Zepto har denne gang stillet deres W2425 til rådighed for en test og jeg har gennem tiden "leget" med mange former for bærbare computere, både gamle larmende, men også nye lydløse modeller. Og allerede da jeg første gang fik liv i denne model var jeg klar over at her var et stykke "legetøj" der kan stille selv den mest kritiske bruger tilfreds.
Lad os derfor svede sammen med mig og gennemgå denne maskine trin for trin. Velkommen i solen, velkommen til Zepto W2425.
 Illustration 1
Kassen som vores testmaskine kom i er lidt anderledes end de kasser man normalt ser til de bærbare. Denne er udformet med solidt bærehåndtag og er i det jeg vil kalde for papfarve. Ikke meget unødigt på æsken. Det der har betydning er den hvide label man ser på billedet. Der er de oplysninger man skal bruge, nemlig hvilken model det drejer sig om, samt hvorledes den er konfigureret. Alle Zeptos modeller findes nemlig i en grundversion og du kan så via Deres hjemmeside selv bygge på/tage fra, så du får din model som du vil have den. Det er ganske dejligt at man ikke skal stå i en butik og forhandle med sælgeren om det ene og det andet. Her bestemmer man selv og det man får leveret, er det man gerne vil have. Andre producenter kunne faktisk godt tage ved lære af dette.
 Illustration 2
Her er vores testemne så kommet ud af den solide indpakning. Det ses med det samme at det er en bærbar hvor der er kælet for alle detaljer hvad angår det ydre, det indre vender vi tilbage til. Zepto W2425 er i børstet stål og har et lækkert "råt" udseende. Det er en bærbar man kan være bekendt at have med rundt og så sandelig også have stående fremme. Og modsat de blanke sorte ydre, som mange bruger i dag, er denne også nem at holde, og støv ses næsten ikke, får jeg at vide af husmoderen her i huset.
 Illustration 3
Crystal clear... skærmen er ikke som de fleste, og det er det første man ser når man åbner denne bærbare. Den 15,4" store skærm er som det ses tydeligt på dette billede glasklar at se på. Helt blank er den og man tænker straks, hvad med refleksioner. Men som det ses på næste billede er det ikke noget problem. Det er kun ved ekstreme lysforhold og betragtningsvinkler at det kan være et lille problem med genskær. Det næste jeg bemærker, er den store hvileflade til hænderne samt at de to museknapper er adskilt af en lille scanner som jeg vender tilbage til. Tastaturet er yderst behageligt at arbejde på og man har en god og ergonomisk håndstilling når man skiver, der er tilpas langt mellem de enkelte taster til at det hele føles behageligt. Der er ikke en mængde ekstra knapper som man ellers har fået som vane at udstyre bærbare med i dagens Danmark. Her er de nødvendige, resten er sat som Fn, funktionstaster, på de allerede eksisterende taster.
 Illustration 4
Som skrevet ovenfor, så forsvinder den sidste rest af mistro til den glasklare skærm og genskær i den, når man ser på skærmen i betragtningsvinklen. Og man har stadigvæk et meget klart billede. Desværre kan jeg ikke gengive det som øjet ser det, men tro mig, næste gang jeg køber bærbar, ja så bliver det med Crystal Clear teknologien. Selve højden på W2425 er ikke mere end 4 cm og keyboardhøjden kun 3 cm.. så mest af alt minder højden om det keyboard man har til den stationære PC.
 Illustration 5
Vendt om ser Zepto W2425 sådan ud. Iøjefaldende er den 9 cellede batteriboks. Ser lidt stor ud og giver desværre lidt asymmetri, men den er rar at have. Vi vil jo gerne have glæde af den bærbare uden ledninger så længe som det er muligt, men det kræver lidt ekstra batterikraft. I følge Zepto skulle dette batteri holde over to timer med fuldt load. Vi ser senere på om det nu også passer.
 Illustration 6
FBI og CIA har længe brugt dem, på film har vi set dem mange gang og nu er de også begyndt at komme på vores bærbare, nemlig fingerscanneren. Zepto W2425 er udstyret med en af slagsen fra Omnipass og hvad skal vi dog med den ville nogle tænke. Er det andet end lir der er med til at sløve min nye PCs performance tænker andre. Svaret er ligetil, det er genialt. Ikke alene kan den hjælpe dig med at slippe hurtigt ind på din profil ved logon. Du kører blot den finger du har indlæst i programmet hen over scanner hovedet. Og vupti er du gennem logon. Der hvor den virkelig hjælper er på alle de sider man har adgang til mod koder man ikke selv har valgt og som er svære at huske udenad. Hvor mange gange har man ikke oplevet at man skulle gennem flere gamle mails for at finde en bestemt kode til en side man ikke bruger ofte. Eller man simpelthen har det som mig, og alt over to tal i vilkårlig rækkefølge er noget man skal have skrevet ned for at kunne huske..
Her husker fingerscanneren alt. Den genkender en side med logon og spørger dig om du vil have den til at huske for dig. Næste gang du kommer til denne side, ja så kører du blot spidsen af din finger over scanneren og du kommer ind på siden i løbet at 2 sekunder. Men brug det dog med omtanke, da den nogen gange logger dig automatisk ind på siden uden at den prompter for fingeren, det vil sige brug den aldrig på sider med person følsomme oplysninger såsom din bank.
 Illustration 7
endnu en smart detalje på Zepto2425. DVD drevet er af typen Slot In og man sparer en masse plads på højden af den bærbare. Man er fri for en skuffe hvor der skal være plads til den kan fare ind og ud, og load tiden for en CD bliver reduceret ved dette system. Er allerede i gang med at undersøge om jeg kan få fat i dette system til min stationære. Sikken megen plads man kan spare.
 Illustration 8
Vi lever i et samfund hvor man gerne vil blive set. Steder med live chat og video stormer frem. Og her har man et 1,3 megapixel kamera indbygget i skærmen. Man er altid i fokus når man sidder foran sin PC og man kan nemt slå det til og fra bare ved at skyde det lille dæksel indover. 1,3 megapixel giver faktisk et ganske glimrende billede og man behøver ikke megen lys for at få et se bart resultat ud af det.
Specifikationer
Lad os se lidt på de ting der er bygget i denne Multimedia maskine. Da denne version W2425 går under betegnelsen Multimedia maskine må man forvente at grafikkort/RAM samt CPU alle hører til i den bedre ende af skalaen. Og endnu engang skuffer denne maskine mig ikke. Se selv på de specifikationer den har og døm selv.
Centrinoâ„¢ NAPA teknnologi
Intel® 945PM / ICH7-M Chipset
15.4" WXGA+ Crystal Clear 1280x800
nVidia Geforce Go 7600 256MB graphics
Intel® Pentium™ Core duo T2400 1,83GHz FSB 667MHz
DDRII dual channel PC 5300 1024 mb
Realtek HD audio 7.1 lydkort
80 GB HDD S-ATA 7200 RPM
Sony DVD-RW DL Slot-in
3 x USB 2.0 ports
1 x Firewire
1 x VGA out
Lyd ind- og ud
1 x TV-udgang
1 x Express Card
Indb.3 i 1 kortlæser
Fingeraftryks skanner
Indbygget 1.3M Pixel webcam
Intel® PRO/Wireless 3945ABG
100/1000 Megabit netværk
56K modem
360mm x 265mm x 32mm,
3.1 kg m 9 cellet batteri
Vi har altså en maskine der er udstyret med et grafik kort i den bedste ende af skalaen, en CPU der også kan klare det meste samt et lydkort der understøtter digital lyd ud via S/PDIF, det vil sige at du kan tilslutte eksterne højtalere med optisk indgang og få fantastisk lydgengivelse. Endvidere er RAM klodserne tilpas store til at vi med ro i sindet kan sige at det virkelig er en Multimedia maskine. Vi kan klare lyd, billede og de fleste spil på denne maskine. Det vil sige teorien siger det, men er virkeligheden også enig med disse antagelser. Det ser jeg nærmere på i den praktiske del af gennemgangen senere. Først til de tørre tal.
Testen, del 1 - de tørre tal
Som altid når vi tester PC produkter tager vi dem gennem de kendte test programmer SiSandra, PC Mark samt 3D Mark. Selvfølgelig for at se hvordan den enkelte PC klare den specifikke test, men så sandelig også for at du og jeg, vi, har noget at sammenligne med. Både med det system vi allerede har, men også de andre systemer som vi tester. Den sammenligning er guld værd. Dog kan en PC/Bærbar der scorer lavt, være god til Peter der kun bruger den til Word og MSN. Så udover de nøgne tal skal man huske at se på hvad man skal bruge den PC til man gerne vil have og har drømt om længe.
Men nok om det, lad os få tallene for Zepto W2425 på bordet.
 Illustration 9
Vi starter med SiSandra og kigger først på den T2400 processor der ligger i. Testen kommer ud med en score på 17 000 hvilket er højere end det vi så fra LG da vi sidst testede deres produkt. Sammenligner vi med Zepto 6615WD som lige er blevet testet her på redaktionen scorer vi også højere. Ikke meget, men dog en smule. Disse tal indikerer at vi har fat i en lille, men hårdt pumpet processor der ikke så let vil give op, slet ikke for opgaver der kræver kræfter.
 Illustration 10
CPU Multimedia Bencmark testen er den del af testrækken der fortæller os hvorledes CPU'en klarer de utal af data informationer der skal behandles i forbindelse med afvikling af film og spil. Igen scorer denne bærbare yderst fine tal. Sammenligner vi med 6615 WD fra Zepto er der ingen forskel på de to maskiner. Begge klarer testen i den fornemme del af skalaen. Sammenholdt med LG maskinen fra sidste test ender vi her langt over. Og igen giver disse test et fingerpeg i den rigtige retning. Vi har med en ægte Multimedia maskine at gøre.
 Illustration 11
Slutteligt i denne del af vores test ser vi på RAM delen. DDRII RAM er noget forholdsvist nyt i bærbare systemer og dette har været med til at give os systemer der, kombineret med Dual Core processor, opnår hastigheder på højde med mange stationære systemer.
Vores score her giver en båndbredde på RAM klodserne på lidt over 3300 MB/s hvilket igen gør at denne maskines RAM sagtens kan holde trit med de fleste af de nye spil samt klare at afvikle film og TV uden problemer. Sammenligner vi med Zepto 6615WD er scoren her lidt mindre, dog skulle RAM modulerne være ens. Lidt underligt, men igen. to ens biler yder ikke de samme HK på decimalen. Ingen grund til bekymring, vi har stadig en ægte multimedia PC...
 Illustration 12
Næste trin i vores test er system ydelsen, altså hvordan samspillet mellem CPU og RAM fungerer. PC Mark 04 giver os en score på godt 4700 hvilket fortæller os at samspillet mellem Dual Core processor og DDRII RAM er en vellykket kombination. Den score vi opnår her er selvfølgelig ikke på højde med de kraftige stationære systemer nogle har stående, men i området på skalaen hvor de bærbare befinder sig er vi igen klart med i toppen.
 Illustration 13
Kigger vi videre på systemet med den mere krævende PC Mark 05 får vi en score på næsten 3800. Jeg har set flere stationære maskiner der scorer mindre og kan kun sige at denne maskine kan arbejde. Og arbejde med en høj ydelse hele tiden. Den bliver ikke træt og der skal meget til at få den til at give op. Jeg vil vove den påstand at der skal endog meget krævende programmer til for at den går i knæ.
 Illustration 14
Samspillet mellem grafikkort, i denne et nVidia Geforce Go 7600 256MB og CPU samt RAM kommer til test i forbindelse med Futuremarks programmer 3D mark.
Vi har her kørt maskinen igennem to af de testprogrammer der findes, først 3D Mark 03. Her scorer vi næsten 7000 og sammenlignet med de maskiner vi har stående på værelset som vi dagligt spiller på, er dette slet ikke dårligt. Man kunne måske ønske sig 512 mb på grafikkortet, men som den Multimedia maskine W2425 er, er de 256 mere end rigeligt til alle opgaver. Og igen selv de fleste spil klarer den også uden svedeture og åndenød.
 Illustration 15
Den nyere version af 3D Mark, version 05 kommer lige over 3000. Dette lyder ikke af meget, men igen ser jeg på de tal vi har fået i andre test af bærbare maskiner, og igen, er vi i den øvre del af skalaen. At score 3000 med en bærbar var utopi bare få et år siden, medmindre man brugte 30.000 kr. på en maskine. Her ofrer vi det halve og får det hele. En komplet maskine der klarer de daglige opgaver, kan bruges til film på rejsen og som let klarer hovedparten af de spil vi ikke vil undvære når vi er væk hjemmefra.
Testen, del 2 - den praktiske
Multimedia - Computersystemer, som integrerer lyd, video og data. Altså hvis vi kigger i ordbogen. Gælder det så også for denne bærbare. Jeg har smidt den igennem lidt forskellige opgaver og vil da gerne fortælle lidt om det.
Zepto lover på deres side at batteriet med 9 celler kan holde i 2 timer og 15 minutter med fuldt load, det vil sige film eller spil. Jeg smed en film på og satte den i gang.. 2 timer og 10 minutter senere kom den første advarsel om for lavt batteri. Virkeligt flot resultat. Lyden i de indbyggede højtalere er mere fyldig end de fleste jeg har hørt på bærbare. Stadig tynd og metallisk, men dog med tilløb til både bas og nuanceret diskant.
Jeg sluttede systemet til et sæt Creative højtalere og så fik piben en anden lyd. Lydkortet som denne bærbare er født med er på toppen. Det yder fortrinligt og man har en god lyd oplevelse. Har man den bærbare som eneste PC kan man med fordel købe et sæt gode højtalere og slutte til dette 7.1 anlæg.
Som skrevet tidligt i artiklen er Zepto W2425 ikke et udstyrsstykke i et hav af knapper. Men dem der er virker. Via media knapper kan man aktivere MP3 afspiller og styre den, endvidere kan de bruges sammen med film. Da denne version af W2425 som jeg tester ikke er en bundle model, kan jeg ikke sige hvilket software der følger med normalt. Men her var Cyberlinks DVD afspiller installeret og som sædvanligt med deres produkter fungerer DVD afdelingen perfekt.
W2425 er meget lydsvag selv med fuldt load på processor og grafikkort. Den siger så at sige intet og blæserne formår at holde maskinen kølig både på undersiden og på hvilepladen foran tastaturet. Mange kan lide at have den bærbare med i sengen hvor man har tendens til at "kvæle" den fordi den ikke kan blive kølet på grund af dynen. Min dynetest gav det resultat at den blev lidt varmere end når den står på skrivebordet, men ikke meget. Og igen, så at sige ingen lyd fra blæserne, selv om de kørte konstant. Den eneste lyd jeg bemærkede, var konens lette snorken.
Det indbyggede trådløse netværkskort fungerer perfekt. Fandt med det samme ud af at der var indtil flere netværk i min opgang og fangede sågar genboens netværk, hvilket min private ikke gør. Jeg nød solen sidste stråler i går, da jeg tog den bærbare med i haven. Jeg bor på første sal i et ældre murstenshus og W2425 havde ingen problemer med at finde netværket selv gennem mure og med afstanden til haven taget i betragtning. Noget min egen bærbare ikke kan desværre.
Når jeg nu sad i haven og nød freden og fuglefløjt, hvad er så mere naturligt end at spille lidt. Jeg fandt spillet Rush for Berlin som vi tidligere har anmeldt og her var ingen problemer med at afvikle i højeste opløsning og i højeste detaljeniveau. At det så er svært at spille et RTS spil uden mus er en anden sag.
Hvor kan Zepto 2425W købes og hvad koster den?
Zepto W2425 kan konfigureres på mange måder og det gør at prisen varierer alt efter hvad man mener der er vigtigt. Men prisen starter ved ca. 5200 eks. moms og slutter langt over de 18 000 eks. moms. Den model jeg har testet ender på ca. 12 000,- inkl. moms. Her kan Zepto 2425W købes

Konklusion
Den ultimative Multimedia maskine i bærbart format. Det er de ord jeg vil sætte på denne maskine hvis jeg kun havde nogle få ord til at beskrive det hele.
Skal jeg nuancere det hele lidt mere, må jeg sige at jeg er yderst tilfreds med det jeg har set og oplevet sammen med Zepto W2425. Høj ydelse, lavt batteriforbrug, lavt støjniveau og lav varmeafgivelse er samlet med til at give en positiv bedømmelse.
Negative sider er der også selvom de er få. Dog er ideen med en bærbar Multimedia maskine at man skal have en total oplevelse, det både med billede og lyd. Og den dåse lyd som denne, og andre, bærbare har, er med til at trække ned i den samlede bedømmelse. Den dag en bærbar kommer med noget der ligner tålelig lyd, vil jeg være den første i køen til at bytte den gamle der hjemme ud. Altså maskinen...
En anden side der kan være med til at få nogle til at fravælge denne model er Crystal Clear skærmen. Ved meget lys eller lysende objekter i baggrunden kommer der nemt genskær i skærmen og man skal vride sig i underlige bevægelser for at få genskæret væk fra synsfeltet. Ved normale lysforhold er Crystal Clear skærmen med til at give en utrolig flot dybde i billedet.
Når dette er sagt og har man de fornødne penge, da 12 - 15 000 kr. er mange penge for de fleste af os, kan jeg kun anbefale denne maskine. Er det en Multimedia maskine man er ude efter, ja så er der ingen vej udenom Zepto W2425.

| Med høj ydelse, lav vægt og lange batterilevetid, er Zepto W2425 tæt på at være perfekt. 95 bliver det til på vores skala hvor kun lyd og en relativ rimelig høj pris er med til at trække ned. Om man kan lide Crystal Clear skærmen eller ej er en smags sag og jeg vil ikke lade den del influere på min karakter. Alt i alt en næsten perfekt maskine hvor alt passer sammen og fungerer som en helhed!
| |
Hvad betyder karakteren: Tweak'O'Meter karakter beskrivelse
OBS - Vores bedømmelser er testerens/skribentens personlige oplevelser med produktet, efter dennes egen vurdering, dvs. testeren bestemmer selv de kriterier og argumenter, produktet er vurderet ud fra. Det gælder også for karaktergivningen, der er individuel og IKKE kan sammenlignes med andres.
Info - Vores artikler/reviews på produkter SKAL ikke anvendes som købsguider, da vi ikke tager ansvar for evt. misforståelser eller fejl i reviews, hvis alt evt. ikke læses. Henviser derfor til at læserne indhenter yderlig information, samt læser andre reviews inden evt. købsbeslutning. TweakUp tager under ingen omstændigheder ansvar for fejlkøb pga. af reviews |
|
|
| |
|
|
|
Info |
|
|
| |
Oplysning |
Hvad er Tweak'O meter og hvad betyder det overhovedet?
Læs denne guide om vores personlige karakter system for at forstå vores måde at dømme produkterne!
Gammel skala | Ny skala
|
| |
Sprog |
| |
Kommentér |
Klik her for at skrive en kommentar eller læse andres kommentarer
|
|
Kommentér
|
| |
Statistik |
|
|
| |
| | |
|